Nu som alene-mor…

Kære læsere,

Dette indlæg bliver mit til dato mest personlige og angst-provokerende indlæg…

 

For snart 4 måneder siden traf jeg mit livs hidtil sværeste beslutning. En beslutning jeg først nu har været klar til at dele med jer, ja og resten af verden. Jeg sagde farvel til drømmen om en kernefamilie, drømmen om det gode parforhold, drømmen om en intakt familie og en mor og far der elskede hinanden.

De af jer der har børn ved formentlig godt, at en sådan beslutning ikke bare træffes efter et par småskænderier og gnidninger. Personligt er jeg af den overbevisning, at når børn er en del af parforholdet har man pligt til at kæmpe med næb og klør. Så det gjorde jeg! Fra den dag Alba kom til verden og indtil dagen efter hendes 2 års fødselsdag. Jeg kæmpede indtil der nærmest ikke var mere tilbage af mig end en skygge af, hvem jeg var engang.

Jeg flyttede til et fremmed land med en 5 uger gammel baby i favnen, i et forsøg på at holde familien sammen. Trods daglige tudeture, frustrationer jeg ikke turde dele med nogen og svigt jeg ikke ville ønske for min værste fjende, hang jeg i. Det skyldte jeg det liv jeg havde sat i verden. Da vi atter rykkede retur til Danmark var jeg overbevist om, at alting nok skulle blive bedre. Det blev det også. For en periode. En kort periode. Svigt, verbal vold og løgne blev igen en del af min verden. Noget jeg ellers aldrig førhen havde kendt til. En fornemmelse af, at både min familie og omgangskreds bekymrede sig bag min ryg fyldte mig dagligt, men jeg nægtede at lukke dem ind. Det gjorde for ondt og det ville pludselig gør det hele virkeligt. Det ville kræve jeg handlede og til det var jeg bare ikke klar.

Det blev jeg. Da jeg fandt mig selv grådkvalt på et hotelværelse med min bror i telefonen kl. 3 om natten, forladt, igen til fordel for en bytur, i et fremmed land på noget der skulle forestille at være en kæreste-tur, vidste jeg hvad jeg måtte gøre. Jeg skulle bare lige fake mig igennem min datters 2 års fødselsdag, det skyldte jeg hende. Det blev den længste dag i mit liv. Jeg vidste, at dagen efter ville hendes liv som hun kendte det aldrig blive det samme igen.

Nu er vi lige så stille ved at vænne os til vores nye tilværelse. Vi trives egentlig overraskende godt med at være os to, Alba og mor. Dog går der ikke en dag, hvor det ikke knuser mig, at jeg ikke kunne tilbyde hende den samme trygge og stabile opvækst, jeg selv var så priviligeret at opleve.

Men efter at have talt og talt og talt med alle de gode mennesker jeg er så ufatteligt heldig at have i mit liv, er jeg nået til en accept. En accept af, at jeg har gjort mit bedste og ikke bare givet op når tingene blev en smule udfordrende. En forståelse af, at jeg kun kan være en god og kærlig mor for Alba, hvis jeg selv har det godt og oplever kærlighed.

Jeg har fundet støtte og tryghed i at vide, at lykkelige familier ikke skal følge en specific skabelon, men at lykke er noget man skaber efter sine egne rammer.

Desuden har jeg ikke opgivet håbet om en dag at finde den rette plads i et lykkeligt familie-liv. Men for nu er mit fokus på Alba, mig selv og naturligvis mit arbejde.

Tak fordi I læste med!

// Marlene