Kender du dealhunter.dk ?

Nu som alene-mor…

Kære læsere,

Dette indlæg bliver mit til dato mest personlige og angst-provokerende indlæg…FullSizeRender

 

For snart 4 måneder siden traf jeg mit livs hidtil sværeste beslutning. En beslutning jeg først nu har været klar til at dele med jer, ja og resten af verden. Jeg sagde farvel til drømmen om en kernefamilie, drømmen om det gode parforhold, drømmen om en intakt familie og en mor og far der elskede hinanden.

De af jer der har børn ved formentlig godt, at en sådan beslutning ikke bare træffes efter et par småskænderier og gnidninger. Personligt er jeg af den overbevisning, at når børn er en del af parforholdet har man pligt til at kæmpe med næb og klør. Så det gjorde jeg! Fra den dag Alba kom til verden og indtil dagen efter hendes 2 års fødselsdag. Jeg kæmpede indtil der nærmest ikke var mere tilbage af mig end en skygge af, hvem jeg var engang.

Jeg flyttede til et fremmed land med en 5 uger gammel baby i favnen, i et forsøg på at holde familien sammen. Trods daglige tudeture, frustrationer jeg ikke turde dele med nogen og svigt jeg ikke ville ønske for min værste fjende, hang jeg i. Det skyldte jeg det liv jeg havde sat i verden. Da vi atter rykkede retur til Danmark var jeg overbevist om, at alting nok skulle blive bedre. Det blev det også. For en periode. En kort periode. Svigt, verbal vold og løgne blev igen en del af min verden. Noget jeg ellers aldrig førhen havde kendt til. En fornemmelse af, at både min familie og omgangskreds bekymrede sig bag min ryg fyldte mig dagligt, men jeg nægtede at lukke dem ind. Det gjorde for ondt og det ville pludselig gør det hele virkeligt. Det ville kræve jeg handlede og til det var jeg bare ikke klar.

Det blev jeg. Da jeg fandt mig selv grådkvalt på et hotelværelse med min bror i telefonen kl. 3 om natten, forladt, igen til fordel for en bytur, i et fremmed land på noget der skulle forestille at være en kæreste-tur, vidste jeg hvad jeg måtte gøre. Jeg skulle bare lige fake mig igennem min datters 2 års fødselsdag, det skyldte jeg hende. Det blev den længste dag i mit liv. Jeg vidste, at dagen efter ville hendes liv som hun kendte det aldrig blive det samme igen.

Nu er vi lige så stille ved at vænne os til vores nye tilværelse. Vi trives egentlig overraskende godt med at være os to, Alba og mor. Dog går der ikke en dag, hvor det ikke knuser mig, at jeg ikke kunne tilbyde hende den samme trygge og stabile opvækst, jeg selv var så priviligeret at opleve.

Men efter at have talt og talt og talt med alle de gode mennesker jeg er så ufatteligt heldig at have i mit liv, er jeg nået til en accept. En accept af, at jeg har gjort mit bedste og ikke bare givet op når tingene blev en smule udfordrende. En forståelse af, at jeg kun kan være en god og kærlig mor for Alba, hvis jeg selv har det godt og oplever kærlighed.

Jeg har fundet støtte og tryghed i at vide, at lykkelige familier ikke skal følge en specific skabelon, men at lykke er noget man skaber efter sine egne rammer.

Desuden har jeg ikke opgivet håbet om en dag at finde den rette plads i et lykkeligt familie-liv. Men for nu er mit fokus på Alba, mig selv og naturligvis mit arbejde.

Tak fordi I læste med!

// Marlene

7 kommentarer

  • HelleBelle

    ❤❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maiken Henneberg

    Du er for sej Marlene! Alt held og gode tanker sendes afsted til dig og Alba. ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Simone Højholt Hansen

    Det er virkelig sejt, at dele sådan en historie med alle os der læser med. Jeg ønsker det bedste for dig og Alba og at fremtiden byder jer det bedste <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Mange varme tanker til dig og Alba.❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karina

    ❤❤❤❤❤❤❤❤❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette Warming

    Søde, søde Marlene. Sikke en tekst. Den ramte mig lige i hjertet. Søde dig. Jeg har sådan tænkt på dig. Ofte faktisk.
    Held og lykke med alt fremover til dig og Alba. Din datter er nemlig kun glad, hvis du er glad!!!
    Mange tanker fra Mette

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mai

    Så hamrende smukt og stærkt skrevet. Når man er mor, må man tage iltmasken på selv, inden man kan hjælpe sin datter. Måske Alba så ikke får en opvækst i en kære familie som dig, men hun har til gengæld et fantastisk forbillede, der viser hende, at man skal være tro imod sig selv – og at det nogle gange er bedre at sige farvel til noget forkert, end at blive i noget dybt ulykkeligt. Som mor ville man jo heller aldrig nogensinde ønske ens barn blev i en så ulykkelig situation at hun græd hver dag og langsomt blev mindre og mindre sig selv. Så ville man finde en anden udvej. Det er så vigtigt at man tager sig lige så godt af sig selv, som man gør af sine børn – og som du siger, så er det vigtigste for at børn har det godt, at deres forældre er glade – også selvom det er hver for sig. Godt gået for at træffe det svære men tilsyneladende rigtige valg ♡

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kender du dealhunter.dk ?