Med Stenaline til Sverige...

Når systemet svigter

Dette er et meget atypisk indlæg fra min side, ikke desto mindre finder jeg det yderst relevant.

FullSizeRender 2

Som mange af jer ved, gik jeg for snart et år siden fra Albas far, grundene var mange og grumme, men vi (Alba og jeg) er på den anden side nu og har det for alvor bedre end nogensinde – på de fleste punkter. Som det desværre ofte går med den type situationer, har det ikke lykkedes os at nå til enighed hverken omkring samvær eller børnebidrag. Når den slags sker mellem to forældre, så tager statsforvaltningen over og agerer problemløser. Det er jo i sig selv ganske fint og betryggende, at vi bor i et land, hvor der altid er et system, man kan regne med. Men hvad sker der, når systemet svigter os? Og faktisk ender med at blive en hæmsko fremfor en hjælp?

I mit tilfælde sidder jeg tilbage med en følelse af at blive ramt af bureaukrati, så det basker. Et ukritisk og på ingen måde personligt system, som ikke ser mennesker men bare en talrække af sager, der skal hakkes af og afsluttes.

Siden februar i år har jeg kæmpet en brag kamp for at få en fast og rimelig ordning på Albas samvær med sin far, samtidig har jeg søgt om børnebidrag – en pengesats alle fædre er forpligtet til at betale, men som Albas far har undladt de sidste mange måneder.

Trods utallige møder, mail-korrespondancer og telefonopkald til og med Statsforvaltningen, hvor jeg på det klareste udtrykte min store bekymring, blev det besluttet, at Alba skulle have én ugentlig overnatning hos sin far. En afgørelse der egentlig ville være okay med mig, hvis blot han stillede de mest basale fornødninger som en seng, en potte og en højstol til rådighed for hende, var i stand til at passe ordentligt på hende og når ja overholdte de indgåede aftaler. Når man har en lille pige på 2 år, så kræver det regelmæssighed og ensformige forhold. I samme afgørelse beder de mig, som primære omsorgsperson, at vise stor fleksibilitet og forståelse for Albas fars job som pilot. De pålægger mig derfor, at vi intet fast system kan have omkring samvær og at jeg skal indordne mig efter hans vagtplan. Her svigter systemet efter min mening første gang. Som alene-mor der driver selvstændig virksomhed, er det en kamp at få både hverdag og weekender til at gå op med afhentning, legeaftaler, fritidsaktiviteter, møder, kurser og hvad der ellers fylder vores kalender. At der så samtidig ene og alene kun bliver taget hensyn til den anden forældres skema, er for mig helt uforståeligt og enormt diskriminerende.

Små 3 uger efter denne afgørelse modtager jeg en ny kendelse fra Statsforvaltningen. Denne gang en afgørelse på bidragssagen. Samme instans der netop har pålagt mig at tage urimelig hensyn til Albas fars job som pilot, informerer mig nu om, at manden ikke kan betale den pålagte sats børnebidrag, da han angiveligt ingen indtægt har haft i hele 2017. Jeg står tilbage som et stort spørgsmålstegn. Hvordan kan samme sted udsende to så usammenhængende afgørelser med et så kort interval imellem sig? En afgørelse selv en 10-årig kan se urimeligeheden i. Det er for mig nu ganske tydeligt, at der er taler om et system, der på ingen måder taler sammen eller tager hensyn til, at det altså er mennesker, børn endda, hvis liv de træffer afgørelser om.

Igen måtte jeg gribe telefonen, som så usigeligt mange gange før, og ringe til Statsforvaltningen. En rigid og semi -flabet medarbejder informerede mig om, at klager kun modtages skriftligt. Et møde var heller ikke en mulighed, kun (endnu) en skriftligt henvendelse ville blive taget til overvejelse. Den er nu sendt af sted. Sidste gang tog det mere end 4 måneder før der faldt afgørelse. Jeg venter i spænding, mens jeg krummer tæer over, at vi som såkaldt velfærdstat må tage til takke med et så ineffektivt system.

 

Stay tuned!

 

// Marlene

 

 

 

4 kommentarer

  • […] ved, så har 2017 ikke ligefrem været det nemmeste år for Alba og jeg. Som I måske husker fra dette indlæg, så har vi i mere end et år kæmpet en lang og sej kamp mod systemet. Et system der hverken har […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Susanne Hviid

    Susanne Juli 13, 2017 at 12.48

    Jeg fatter ganske enkelt ikke, at Statsforvaltningen tør tage bestemmelsen om, at Alba skal overnatte hos sin far. De må da kunne se, ud fra det materiale du har medsendt, at Albas far er en småkriminel og afstumpet person, som i nogle tilfælde ligefrem har bragt Albas liv i fare. Han har, da hun var ganske lille, tapet hendes sut fast, fordi han ikke ville vækkes om natten. Senest har han efterladt hende i bilen, mens han under sit samvær med hende foretrak at spille fodbold. Jeg tog imod en lille pige, som havde været bange, rigtig ked af det og meget tørstig. Der er for mig tale om omsorgssvigt.

    Albas mormor

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hanne

    Mit mødre-hjerte bløder. Hvad skulle vi dog gøre uden kvinder som dig, der tør tale når vi andre ikke gør.
    Venlig hilsen en medfølende farmor.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Jeg får helt tårer i øjnene. Jeg kender dig ikke, men alligevel er du den sejeste jeg kender. Du og din datter er smukke både af ydre og indre. Stort knus herfra!!!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Med Stenaline til Sverige...