Radio crush

For min datters skyld…

img_1952Der stod jeg, 26 år gammel og ganske uplanlagt gravid. Pludselig var der et helt nyt liv jeg skulle tage stilling til, og ikke mindst hvem jeg skulle dele det med. Dengang troede jeg, at faderen til den lille pige i min mave, var ham jeg skulle dele resten af livet med, at vi skulle være en familie og give vores datter det bedst tænkelige liv.

De af jer der kender mig, eller har læst med her på bloggen ved, at jeg hurtigt blev klogere. I takt med min mave voksede, viste sandheden i højere og højere grad sit grimme og chokerende ansigt.

Som I måske husker fra dette indlæg og dette indlæg, har jeg siden Alba kom til verden for 3,5 år siden kæmpet både en benhård følelsesmæssig kamp og senere hen også en kamp mod systemet, for at skabe et godt og stabilt liv for Alba og jeg selv.

Hvis jeg selv skal sige det, så er det lykkedes mig ret godt. Ofte får jeg velmenende kommentarer og bemærkninger fra folk omkring mig og fra jer læsere, om at det er imponerende så godt vi begge trives, trods alt hvad vi har været igennem. Det er jeg naturligvis yderst taknemmelig for, men det er også vigtigt for mig at understrege, at det langt fra altid er tilfældet. Ofte rammes jeg af triste tanker og et næsten håbeløst syn på min og Albas fremtid.

I dag var en af de dage. For fjerde gang skulle jeg nemlig møde Albas far i statsforvaltningen. I mere end halvandet år har jeg kæmpet en brag kamp for en rimelige løsning på Albas samvær med sin far. Det har trukket enorme følelsesmæssige veksler og kostet formuer i advokat regninger. At sidde der i et indelukket lokale overfor en mand der har ødelagt min tro på det bedste i mennesker, frarøvet Alba for et familieliv og en bekymringsfri barndom, alt imens han uden at blinke lyver sig igennem hele seancen i et forsøg på at agere far, er næsten mere end jeg kan rumme. Mødet sluttede, ligesom samtlige andre gange, med at vi ikke kunne nå til enighed. Atter må jeg afvente, at en offentlig instans skal træffe beslutning om mit barns liv – alene baseret på baggrund af det næsten Oscar-værdige skuespil, som Albas far endnu engang formåede at præstere.

Jeg skriver ikke dette indlæg for at søge medlidenhed eller omsorg, men snarere for at dele ud af mine erfaringer og tanker, om det at have en opbrudt familie – og ikke mindst de udfordringer og knuste hjerter det medfører. Jeg ved at der, desværre, er mange andre mødre der deler en lignende skæbne. Hver dag skal vi være stærke forbilleder, vi skal kæmpe en kamp der til tider kan virke uvindelig og vi må ALDRIG give op, netop for vores børns skyld.

Helt grundlæggende så har Alba og jeg det godt. Vi bor sammen med min kæreste, som er mere far for Alba end hendes biologiske far nogensinde har været. Vi har et generelt lyst livssyn, er omringet af gode mennesker og vigtigst af alt, så har vi hinanden. Jeg er overbevist om, at Alba vokser op med en stærk tiltro til, at hendes mor altid vil være der for hende – og netop dét giver mig ro, når alt andet virker kaotisk.

Med disse ord vil jeg gå i seng, takke jer fordi I læste med, og håbe at jeg i morgen atter vågner op med godt humør og et positivt syn på fremtiden.

img_1755

 

// Marlene

 

1 kommentar

  • Julie

    Hvor er du bare sej. Smukke smukke kvinde, godt Alba har dig. Husk på vi er mange der følger beundrende med. Tanker herfra!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Radio crush