Sommer-status

Guide til Sicilien

Her skal du spise, sove, bade, shoppe og meget mere på Sicilien (med børn)…

Guide til Sicilien

Vi er hjemvend efter knap to uger på den Syditalienske ø Sicilien – og som lovet kommer her en guide med alt det, jeg synes du skal vide…

Rejsen:

Vi er bosiddende i Jylland. Den billigste løsning var derfor umiddelbart at flyve fra Hamborg. Vi fløj med tyske Eurowings fra Hamborg-Stuttgart og Stuttgart-Catania på Siciliens østkyst. Her havde vi hjemmefra lejet en bil, som transporterede os hen til vores hotel til den første uge, Hotel Caparena for foden af den ikoniske ferie bjergby Taormina.

Læs i øvrigt her mine tips til at rejse med en 3-årig.

Bo:

Egentlig var det meningen, at  vi skulle have boet på Hotel Caparena  alle 12 dage, meeen vi måtte ændre planer. Lad mig starte med at understrege, at hotellet på rigtig mange måder var super ideelt. Vi havde en kæmpe stor altan med havudsigt, der var privat strand, børnevenlig pool, gratis parkering og fri shuttle-bus op til Taormina by. Desværre husede den private strand også et diskotek, der torsdag-lørdag bød på nærmest rave-lignende tilstande i en sådan grad, at billederne på hotelværelsets vægge rystede. Efter to nætter hvor vi lå lysvågne indtil kl 03.00, blev det for meget. Personalet var faktisk overraskende hjælpsomme (de har med garanti fået et væld af lignende klager). De lod os betale for 3 dage i stedet for 6, de dækkede hele vores roomservice regning og tilbagebetalte hele beløbet for de resterende dage.

Herefter skulle vi hurtigt finde et nyt (børnevenligt sted). Eftersom vi allerede havde udforsket området omkring Taormina, besluttede vi os for at rykke længere sydpå, nærmere bestemt Siracusa.

Her lejede vi os ind på Eureka Palace. Hotellet er et 5-stjernet resort, der lidt ligger ude i ingen ting. Der er en stor børnevenlig pool, spa & wellness, fitnesscenter, bar, restaurant og ikke mindst en væddeløbsbane til nabo, som man har frit udsyn til fra de rummelige altaner. Hvis man som os lejer bil, kan man komme til stranden herfra på 10 minutter og ind til Siracusa på ca. 20 minutter.

På begge hoteller ved morgenmaden en øhh oplevelse. Italienerne elsker åbenbart kage, altså til morgenmad. Morgenbuffeten bestod derfor af lidt halvgammel frugt, tørt brød, én slags yoghurt, ca. 10 slags forskellige kager – den gode italienske kaffe vejede lidt op for det.

Spis: 

Selvom morgenmaden ikke var i top, så fik vi masser af andre gode kolonariske oplevelser. Sicilien er det ægte, originale Italien. Så gå efter italienske specialiteter som pizza, pastaretter, risotto med skaldyr, bruchetta, caprese salat, tiramisu, is/gelatto, lokal vin og Aperols Spritz i spandevis.

Vi spiste rigtig mange gode steder, men jeg har forsøgt at samle mine favoritter her. I Taormina by fik vi skøn skaldyrs risotto på Trattoria tutti ccá. 

Tæt på Taormina og i gåafstand fra vores første hotel, ligger den hyggelige lille badeby Letojanni. Her nød vi et udpluk af skønne italienske retter på restaurant Maniel Beach.


Også i Letojanni fik vi turens største og bedste pizzaer. En pizza stor nok til to voksne og og to store Aperols til den nætte pris af 18 euro. Vi endte med at spise der to gange. Det er helt low key med hvide plastikstole og plettede duge, men du spiser lige ud til havet og personalet er enormt imødekommende på deres sparsomme engelsk. 

I nærheden af og i Siracusa kan jeg komme med hele 4 anbefalinger. Nyd den skønne udsigt over Fontana Biancha stranden og veltilberedte retter på restaurant Malafemmina.

Eller læn dig tilbage og mærk stemningen i den afsidesliggende gårdhave hos restaurant Vecchia Cabtina Baroni.

I selve Siracusa i bydelen Ortigia bør du besøge A  Putia delle cose buone, et lille boheme-agtigt sted som hver aften er fyldt, hvis du kommer efter kl 19.30.

Feriens bedste lasagne fik vi hos La Volpe e L’uva på Duomo pladsen midt i Ortigia. 

Næsten ingen steder har børnemenuer, til gengæld ville alle steder vi kom hellere end gerne smække en portion spaghetti bolognese eller en Margherita Pizza sammen til Alba.

Hvis du vil prøve en ægte siciliansk dessert, skal du prøve en Cannoli. Det er en slags sammenrullet kage med sød ricotta ost i, jeg var faktisk ret vild med den – min kæreste not so much.

Bad:

Sicilien er omringet af strande, faktisk nogle af de smukkeste i verden.

Omkring Taormina finder man stenstrande og krystalblåt vand.

For rigtig at kunne bade her, er man næsten nød til at erhverve sig sådan et par praktiske, meget lidt trendy, badesko. Heldigvis går der sælgere rundt på strandene, og med lidt overtalelse kan du få dig et par til 10 euro. Den mest kendte kyststrækning i det område er Gardini Naxos bugten. Hop på en sejltur, hvor du kan snorkle, se den Blå Lagune og opleve den lille smukke ø Isola Belle.

 

Strandene nær Siracusa er lidt mere børnevenlige. Særligt Fontana Biancha stranden byder på cool beachclubs, sandstrand, lavt vand og underholdning i form af vandsport, børneklub og caféer.

 

Oplev:

Taormina er en af de mest kendte byer på Sicilien. Den ligger nærmest på et bjerg med udkig ned over den smukke kyst. Her er masser af restauranter, vinbarer og små lokale butikker. I højsæsonen er den dog stoppet til randen med turister.

Siracusa er en gammel middelalderby. Og den er nu på min liste over en af de mest charmerende byer, jeg nogensinde har besøgt. Stort set alt havd der er værd at se finder du i bydelen Ortigia, en halvø der forbundet til selve Siracusa via små broer. Gamle velholdte bygninger, store flotte pladser, et væld af spisesteder, markeder og endda en shoppinggade med lokale butikker og velkendte brands som Zara og Benetton.

Nyd drinks ved vandet på Zefiro, spis en gelatto på Gelati Bianca, lad dig friste af vintage Chanel tasker hos Seconde vie usato di Lusso, shop farverigt tøj hos Antica Santonia eller drik vin på de mange barer langs lystbåde havnen, der er fyldt med luksus yatchs.

Vi besøgte også Catania, en by på størrelse med Aarhus og som huser den ene af øens to lufthavne. Egentlig var jeg ikke synderligt betaget af byen, jeg har dog læst, at den vågner lidt mere om aftenen. På den store plads for enden af shoppinggaden Via Etnea kan du nyde en udsøgt capuccino på Caffé del Duomo.

Havde vi haft mere tid og måske rejst uden barn, havde vi taget på udflugt til vulkanen Etna og udforsket hovedstaden Palermo.

 

Shop:

I både Taormina og Siracusa vrimler det med fint lokalt kunsthåndværk, særligt porcelæn er de kendt for. Lidt udenfor Catania ligger det enorme shoppingcenter Etnapolis. Vi besøgte det en af de dage, hvor vi havde brug for en pause fra sol og varme. Her finder du alle større high street brands såsom H&M, Zara, Pull & Bear, Mango etc. etc.

Helt overordnet havde vi en skøn ferie og var ret så begejstrede for Sicilien. Hver dag stod vi op til sol og et sted mellem 29 og 33 grader. Men vær forberedt på, at luksus er et sjældent fund der. Stort set alt på øen er gammelt og slidt og faktisk ret vintage agtigt i sit look – hvilket bestemt har en autentisk charme over sig. Generelt er befolkningen venlig, særlig overfor Alba hvis lyse krøller smeltede sicilianske hjerter over alt, hvor vi var. Priserne i de populære feriebyer er skruet gevaldigt op, så de næsten matcher det prisniveau vi kender fra Danmark.

Sidst men ikke mindst, lej en bil, en lille bil. Trafikken er heftig og man skal kunne komme frem på de små, snoede bjergveje.

//Ciao

Marlene

 

 

 

2 kommentarer

  • Hej Marlene,
    Så fin guide til Sicilien!
    Hvilket firma lejede i bil igennem?
    Kh Johanne

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Marlene

      Hej Johanne,

      tak for de søde ord. Vi brugte sitet Auto Europe til biludlejning 🙂

      KH Marelene

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sommer-status