Nyheder på karrierefronten, boligfronten + torsdags-tip

Når lillebror eller lillesøster lader venter på sig…

Først og fremmest 1000 tak for alle jeres søde beskeder og kommentarer på Instagram, vi er så lykkelige <3. Jeg ved, det er ved at være længe siden, jeg sidste har tjekket ind her på bloggen, derfor synes jeg, at jeg skylder et mere personligt indlæg  – tilmed et langt og rørende et af slagsen…

Som mange af jer måske godt ved, blev jeg gravid med Alba som 26-årig, altså for snart 5 år siden. Dengang skete det ganske uplanlagt og helt problemfrit, så en del af mig havde måske også forventet, at det samme ville være tilfældet denne gang. Da Alba var 2 år gik jeg fra hendes far, grundet en helt masse ting jeg ikke finder relevant at uddybe her. Naturligvis er det altid hårdt, når en familie brydes op. For mig fik det i en periode store både psykiske og fysiske konsekvenser, bl.a. blev jeg meget tynd og stoppede i en lang periode helt med at menstruere. Men over tid fik jeg styr på mig selv, mit sind og helbred kom i bedring og jeg mødte min nuværende kæreste.

I sommeren 2018 besluttede vi os for, at nu var det på tide, at Alba skulle have en lillebror eller lillesøster – noget hun i øvrigt plagede om på næsten daglig basis. Månederne gik og intet skete. Jeg ved det måske lyder semi-hysterisk, men hver gang en ny menstruation meldte sin ankomst, var jeg på grådens rand og for hver gang følte jeg, mit håb blive mindre og mindre. Jeg ved godt, at statistikkerne taler sit tydelige sprog, hvert 4. par har problemer med at få børn og vores fertilitet falder drastisk efter vi runder 30, det er normalt, at der kan gå over et år før det lykkes etc etc. Men alligevel følte jeg mig modløs, jeg ønskeder ikke at skulle fyldes med hormoner, gennemgå et væld af tests eller følge en striks diæt. Men hvad var alternativet?

Alternativet fandt jeg på en rejse til Bali i november måned sidste år (læs i øvrigt min store Bali guide her). Jeg har altid været tiltrukket af alternative behandlingsformer, derfor satte jeg mig for at lave en grundig research over anerkendte healere på Bali. Efter at have brugt timevis på at læse diverse anbefalinger, fortællinger og rørende historier fandt jeg frem til den umiddelbart eneste healer (eller Balian, som det hedder lokalt) der ikke havde en hjemmeside, sociale medier eller lignende. Ham her finder du kun via mund til mund, allerede der var jeg solgt. Jeg fik vores vært til at ringe ham op og aftale en tid, da healeren ikke taler engelsk. Vi blev udstyret med hans adresse og drog afsted. Da vi stod foran den angivede adresse, i hvert fald i følge Google Maps, var der blot en tom mark. Jeg var lige ved at skrige af frustration. Et par meter længere hen var en lille kiosk, en mand sad udenfor. Vi gik derhen og spurgte om vej til Pakman, som er healerens navn. Manden svarede straks, nærmest ophævet som om vi talte om en gud, at kortet ikke ville føre os derhen. Men han ville gerne køre os. Han lukkede biksen ned, hentede sin scooter og befalede at Jesper og jeg begge hoppede op bagpå. Jeg vidste på et tidspunkt ikke, om jeg skulle græde eller grine. Efter ca. 10 hektiske minutter bagpå madens scooter var vi fremme.

En gammel mand iklædt hvide klæder ventede på os, selveste Pakman. Han bød os på et glas vand og spurgte via sin tolk, hvad han kunne gøre for os. Hele hans hjem var en oase af fredfyldthed og god karma, og jeg følte mig med det samme i gode hænder. Jeg blev også iklædt hvide klæder og ført ind i et lille tempel i haven. Efter et par mantraer og hvad jeg formår er hinduistiske ritualer, gik Pakman hele min krop igennem. Hver gang han nærmede sig den højre side af min mave, oplevede jeg en enorm smerte, en smerte der gradvist aftog, hver gang han gik tilbage til området. Efter ca. 1,5 times behandling var smerten helt væk. Han forklarede mig bagefter, at jeg havde en stor mængde arvæv og muligvis også en ufarlig knude eller cyste omkring min højre æggestok – som formodentlig var det, der sad og blokerede. Men han vurderede, at han havde fået den fjernet nu, og at jeg derfor atter var fuldt frugtbar.

Næsten for godt til at være sandt tænker man, ik? Særligt for en beskeden betaling af knap 200 danske kroner. Faktum er bare, at jeg blev gravid dagen efter. Det opdagede vi den 27 december. Da vi var til tryghedscanning fortalte jordmoderen, at hun kunne se, at jeg havde en forholdsvis stor vandcyste på min højreæggestok, som formentlig var skyld i, at det ikke sådan lige havde lykkedes mig at blive gravid.

Jeg kalder bønnen i maven for min Bali-baby og jeg priser mig lykkelig for, jeg lagde vejen forbi Pakman.

// Marlene

 

1 kommentar

  • Line

    Det må da næsten have været sensommer 2017 I startede 🙂 ellers synes jeg da det er gået rimelig hurtigt 🙂 men en virkelig fin og hyggelig historie ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nyheder på karrierefronten, boligfronten + torsdags-tip