Når lillebror eller lillesøster lader venter på sig...

Et barn der blev reddet…

Dette er en af de hjerteskærende fortællinger, man engang imellem får helt tæt ind på livet. En fortælling om en lille pige, der blev reddet fra et liv i vanrøgt af en af hverdagens sande helte…

Historien bliver måske en smule lang, men jeg håber I vil læse med, for hver en sætning har betydning.

For knap 3,5 år siden startede Alba i vuggestue, i selv samme uge startede også en anden lille pige, vi kalder hende Sofie. Sofie havde mørkt hår og store brune øjne. Hurtigt vandt hun både min datters og mit hjerte. Men som mor kan man ikke undgå at bemærke, når noget er anderledes. Trods sine næsten 1 år, så kunne Sofie ikke kravle, hun kunne ikke engang sidde op. Det meste af tiden lå hun ned, så faktisk troede jeg , at hun var handicappet. En enkelt gang forsøgte jeg at spørge pædagogerne om hende, men de har som bekendt tavshedspligt.

Jeg bemærkede også, at to kvinder dagligt hentede og bragte Sofie. Faktisk troede jeg på et tidspunkt, at de var et lesbisk par. Det var altid kun den ene af kvinderne, der kommunikerede med mig, og sjovt nok ikke den af dem, som jeg vidste var pigens mor.

Tiden gik, og nu var det kun den ene af kvinderne der viste sig i vuggestuen, ikke længere den af dem, der var barnets mor. Samtidig skete der positive ting i Sofies udvikling. Pludselig blev hun mere mobil, og en dag kom hun løbende med min datter i hånden, helt uden besvær, nøjagtig som et glad vuggestuebarn burde se ud. Alba og Sofie udviklede et fantastisk venskab, og da dagen kom, hvor de begge skulle sige farvel til vuggestuen og starte i hver deres børnehave, græd de som pisket.

I mellemtiden fik jeg mere og mere kontakt med kvinden, der altid hentede Sofie. Hende kalder vi Marie, hun viste sig at være moderens veninde og nu Sofies plejemor, i hvert fald sådan kort fortalt. Vi aftalte, at pigerne skulle blive ved med at have kontakt.

For nogle måneder siden var de så på besøg hos os her i Esbjerg , og for første gange turde jeg spørge ind til, hvad der egentlig er foregået i Sofies blot 4 år lange liv.

 

En hel forkert start på livet

Sofie bliver født i Oktober 2014 af en skizofren og maniodepressiv mor og en tyrkisk far. Under sin graviditet er moderen så påvirket af stærk medicin, at Sofie fødes som et såkaldt passivt anti-refleks barn, der kommer til verden uden skrig. Faderen er her i landet uden opholdstilladelse og sendes blot 2 måneder efter Sofie er født retur til Tyrkiet. I mellemtiden får moderen det værre og værre. Hun går ikke i bad, kommer ikke ud og formår ikke at tage sig af sit spædbarn. Trods Aarhus kommunes viden om hendes tilstand lader de hende både frasige sig sundhedsplejerskens besøg samt hendes ugentlige konsultationer hos en psykiater.

Da Sofie er 3 måneder gammel, tager hendes liv ved ren tilfældighed en positiv og livsnødvendig drejning. Marie bliver ringet op af en veninde. Veninden spørger, om hun vil med hjem til en anden veninde, en veninde der er nybagt mor og har det svært. Hun har angiveligt brug for hjælp til at samle nogle møbler. Marie tager med og kommer ind i en ildelugtende, beskidt og rodet lejlighed. Imens de samler møbler, går det pludselig op for Marie, at en lille pige hele tiden har ligget muse-stille i sin seng, helt uden at give en eneste lyd fra sig. Hun går hen for at kigge til barnet, barnet er helt tom i blikket og viser ingen tegn på kontakt. Hurtigt bliver Marie overbevist om, at barnet er handicappet, samt at noget generelt er helt galt i hjemmet.

Allerede få dage efter ringer Sofies mor til Marie, en kvinde hun kun har mødt den ene gang. Hun siger hun ikke har lyst til at være selv og beder hende kigge forbi. Af sit hjertes godhed tager Marie atter derhjem. Igen bliver hun ramt af den forfærdelige følelse af, at noget slet ikke er som det skal være.

Marie tager derfor en drastisk beslutning, hun flytter ind hos Sofie og hendes mor. Den lille pige med de store brune øjne har ganske enkelt bidt sig fast i hjertet på hende. Et helt år går på den måde. Marie kører Sofie i vuggestue, tager på arbejde, henter Sofie og tager så hjem og gør rent og laver med til dem alle 3. Sofies mor bliver mere og mere syg, men hun nægter at få hjælp. I perioder er hun bange for at gå i bad og på toilettet og laver derfor i bukserne, hun viser desuden ingen interesse for sin datter, en datter der ydermere konstant er syg.

Marie begynder til fysio-terapi med Sofie for at få gang i hendes motoriske udvikling. Det viser sig hurtigt, at grundet enormt omsorgssvigt og manglende stimulation i hendes første 3 leve måneder er Sofie langt bagud i forhold til de jævnaldrende børn i vuggestuen. Desuden er hele hendes lille krop fyldt med smertefulde låsninger og spændinger. Hver dag beder Marie til, at nogle myndigheder vil slå alarm – vuggestuen, kommunen, lægen, bare en eller anden, så hun kan få Sofie fjernet fra hjemmet og få hende med sig hjem.

En dag bliver Maries bønner hørt. I et af Sofies mange svære sygdomsanfald med skyhøj feber, tager de til vagtlægen. Han bemærker, at det er besynderligt, at så lille et barn, der er så sygt, hellere vil være hos moderens veninde end hos sin egen mor. Han laver en underretning til kommunen, og først her begynder der at ske noget.

Efter utallige møder og sager i kommunen bliver Marie officielt Sofies plejemor og kan tage hende med sig tilbage til sit eget hjem.

 

Sofie blev reddet i tide

I dag er Sofie en glad, velfungerende pige. Hun har et flot sprog, et kærligt sind og en god fantasi. Men hvis man kigger godt efter, så kan man godt fornemme, at hun havde en svær start på livet. Hendes motorik er stadig ikke helt alderssvarende, hendes bevægelser er fortsat lidt stive, og det var en kamp at blive ble-fri. Det skyldes, at hendes tarmsystem aldrig fik chancen for at blive veludviklet. Hun fik mad fra ikke-sterile flasker, hun blev ikke bevæget for at sætte gang i tarmene, og hun blev proppet med Movicol, når hendes lille mave stoppede til.

Hvis du spørger Sofie, så er Marie hendes mor. Det er den eneste mor hun nogensinde har kendt til. Hun ser ikke længere hverken sin biologiske mor eller far, men hun har det bedre end nogensinde.

Desværre lider alt for mange børn samme, eller værre, skæbne end Sofie. Ikke alle er heldige nok til at blive reddet af en ”Marie” . Det er blevet min klare overbevisning, at man har pligt til at slå alarm, når man fornemmer at et barn er udsat for omsorgssvigt. Blot få måneder er nok til at mærke dem resten af livet.

Historien er ganske sand, men navnene er opdigtede – da Marie pt. er i gang med en omfattende adoptionsproces af Sofie.

God weekend!

//Marlene

Ingen kommentarer endnu

Lad os here din kommentar...

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når lillebror eller lillesøster lader venter på sig...