En beauty behandling der virker...

Livet som delebarn…

Det er tre måneder siden jeg sidst har skrevet noget her på bloggen, og hold op hvor det ærger mig. Men tiden flyver med to børn, fuldtidsjob, aftaler etc. – jeg gætter på de fleste af jer udemærket kender følelsen.

Jeg kan se der er kommet en del nye følgere og læsere til det sidste stykke tid. Til jer: Velkommen til og en lille forhistorie inden jeg starter indlægget.

Vores familie består af Alba på 5 år, Marius på 1 år,  min kæreste og jeg. A og M har samme mor, men ikke samme far. Da Alba var 2 år blev jeg alene med hende, og da hun var 3 år kom Jesper ind i vores liv. Det kan I altid læse meget mere om lige her.

I dag kan Alba slet ikke huske en tid, hvor tingene var anderledes. For ikke så længe siden sagde hun midt under aftensmaden “Er det ikke lidt skørt min mor og far engang har boet sammen”. Til det svarede Jesper: “Ville du lidt ønske de stadig gjorde det?”. Hendes resolutte svar lød noget i nærheden af: “Ej daddy, det ville da være mærkeligt. Og jeg ville godt nok savne mor, for så skulle jeg jo bo her selv med dig og lillebror”. Såre simpelt fra et barns synspunkt, og måske det gode ved, at hun trods alt var meget lille, da forholdet fik en ende. Det ændrer desværre ikke ved, at livet som delebarn for Alba, og helt sikkert for mange mange andre børn, ikke altid er en dans på roser.

For os har det været en kamp i mange år. Og meget bevidst skriver jeg dette indlæg på en fredag i en lige uge, det er nemlig aldrig en særlig god dag herhjemme, ikke for os – og slet ikke for Alba. Hun har svært ved afsked, hun har svært ved savn og hun har svært ved at overskue, at skulle tilbringe en hel weekend 165 km væk i Aarhus hos sin far. Jovist er det blevet lettere med tiden, de af jer der trofast har fulgt med husker nok også nogle af de kriser, vi har været igennem. Noget har jeg holdt for mig selv, og noget har jeg valgt at dele ud af. Det har lidt overskredet mine personlige grænser til tider, men det har også åbnet mine øjne for, hvor mange der DESVÆRRE står i samme, lignende eller værre situationer. Og jeg trøster mig selv med, at jeg faktisk har været i stand til at hjælpe nogle af jer med gode råd, sparring og opbakning.

Nogle af de indlæg jeg henviser til kan læses eller genlæses her her, her og her.

Med tiden har den værste storm lagt sig, og efter Alba er blevet skolebarn har vi endelig fået en nogenlunde fast ordning. Det ændrer dog ikke ved, at Alba lever to vidt forskellige liv. Hendes almindelige liv hos os, og hendes hver-anden-weekend-liv hos sin far og dennes skiftende kærester. Jeg sluttede forholdet til Albas far af mange forskellige årsager, én ting var vores meget forskellige værdisæt, normer, moral og gennerelle livssyn, men vigtigst af alt var min rolle som forbillede for Alba. En lille pige skal efter min mening ikke vokse op med en underkuet mor, der ikke fik sagt fra i tide. Mit værste mareridt ville være, at hun selv engang endte i et lignende dysfunktionelt forhold.

Alle forhold ender af en grund, grunde der ofte har taget hårdt på følelseskontoen. Derfor kan det tit være svært at få samarbejdet omkring barn eller børn til at fungere. Vores tilfælde ingen undtagelse. Et samarbejde der fortsat er meget præget af manglende kommunikation, tillid og generel delagtiggørelse. Vi er på et niveau, hvor jeg stadig kun har fået lov at se opgangen til det hjem, hvor min 5-årige datter tilbringer hver anden weekend.

Det er hårdt, men jeg er også blevet hård med årene. Ellers så overlever man ikke. I hvert fald ikke følelsesmæssigt. Jeg er nød til at tro på, at Alba bliver glad igen, når jeg afleverer hende grædende hver anden fredag morgen i skolen. Jeg er nød til at tro på, at hun er i gode trygge hænder resten af weekenden. Og jeg er nød til ikke at bruge slutningen af alle lige uger på at tælle ned, til det igen bliver søndag kl. 15. Samtidig er det min fornemmeste opgave at fylde hende op med kærlighed, glæde og gode værdier, og forsøge at tale både hendes weekender væk fra os, så vel som hendes far, op på et niveau hvor det er noget hun kan glæde sig til.

Må I får en dejlig weekend – med eller uden børn <3

//M

2 kommentarer

  • morerudepaanoget.bloggersdelight.dk

    Sikke dog en yndige lille pige, du har. Virkelig et kært billede.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En beauty behandling der virker...