Livet som delebarn...

Jeg kalder det mor-stress

Er I der stadig? Jeg bliver så glad, hvis I er, også selvom jeg alt alt for sjældent får skrevet herinde…

Alba er på weekend hos sin far, Marius sover og jeg har endelig tid til at sætte ord på bare lidt af de emner, der for tiden fylder i min semi-stressede mor-hjerne. I går var Alba til sundhedplejerske, noget alle 0.klasse børn bliver indkaldt til i hvert fald på den skole vi hører til.

For første gang i årevis var der en fagperson, der oprigtigt spurgte indtil, hvordan det havde påvirket Albas opvækst, trivsel og generelle dannelse at vokse op som skilsmissebarn, med en far i Aarhus, en mor i Esbjerg, et tungt og problemfyldt samarbejde, en bonusfar, skiftende bonusmødre og en lillebror, hvis familiemønster er helt anderledes. Alba blev hørt og set, og fik lov til at sætte ord på – på sin helt egen måde, alt imens jeg bare observerede . Faktisk enormt rørerende, men også for mig vildt at opleve hvordan min lille store pige var i stand til at forklare sine aller inderste følelser. For uden tvivl er der minimum et år jeg gerne vil slette fra Albas og mit liv. En hård tid, hvor jeg som mor befandt mig i en næsten uoverskuelig situation og hvor Alba ikke fik alt det overskud hun fortjente.

Selvom tingene bestemt er blevet lettere siden jeg som 28-årig blev alenemor med en 2-årig, bliver jeg stadig flere gange ugentligt ramt af det, jeg kalder mor-stress. Nok sover et skolebarn bedre end end baby, kan bedre udtrykke sig og er mere tilregnelig. MEN, pludselig er der en helt ny verden, man skal forholde sig til – og bestemt i meget aktiv grad tage del i. En helt masse nye klassekammerater og dertilhørende forældre, lærer, pædagoger for ikke at tale om den ultimative stress-tricker AULA. Jer med skolebørn, jeg ved I er med mig her… På “gode” dage kan der let hoppe 4-5 Aula-notikfikationer ind i min indbakke. Og så er der lege-aftaler og fritidsaktiviteter. Særligt den del kan jeg mærke, til tider stresser mig mere end hvad godt er.

To dage i ugen kan jeg hente mine børn tidligt, og hver anden weekend har jeg slet ikke Alba hos mig. Det gør, at jeg værner meget om den sparsomme tid jeg har med mine børn i løbet af en almindelig uge. Ofte hører jeg mine veninder tale om både 3 og 4 legeaftaler pr. uge og mindst 2 forskellige fritidsaktiviteter. I don’t know how they do it! To børn og to fuldtidsjobs hos os presser programmet rigeligt som det er. Alba går til dans én gang i ugen, og har typisk én /max to aftaler med en legekammerart. Jeg har svært ved at finde tid til mere, og faktisk føler jeg heller ikke Alba orker det. Jeg er med på at alle børn er forskellige, ligesåvel som alle forældre. Men ofte bliver jeg ramt af dårlig samvittighed, burde jeg arrangere flere ting for hende? Hun skal jo ikke holdes udenfor, og hvad nu hvis ikke jeg formår at værne nok om hendes sociale relationer? Alt sammen bekymringer jeg for et halvt år siden slet slet ikke var forberedt på. Og hvem ved, måske bekymringer der fylder mere hos mig, fordi Albas liv netop ikke altid har været legende let.

Men når Alba efter en lang dag kravler op på skødet af mig og siger “jeg vil bare gerne sidde her med dig Mor”, så tænker jeg alligevel, at hun er rigeligt fyldt op som det er. Og det er den tanke, jeg skal øve mig i at holde fast i. Også på dage hvor jeg indtager min 4. kop kaffe inden kl 12, hvor nogen (læs: Marius) har holdt mig vågen hele natten og hvor Aula lyser rødt med +10 ulæste meddelelser, som jeg måske kan nå at læse 1/3 del af i min frokostpause.

Må I få en dejlig weekend <3

//Marlene

Ingen kommentarer endnu

Lad os here din kommentar...

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Livet som delebarn...